Badeværelse

Sådan gjorde jeg min fars badeværelse ”seniorklar” for under 2.000 kroner

Min far rundede for nyligt 80 år, og det gav til en familiesammenkomst anledning til en del snak om hvor han skulle bo henne i fremtiden. Egentligt virkede det hele lidt omsonst – der sad vi alle og talte om hvor HAN skulle bo, mens han var på toilettet, og derfor ikke blev inddraget. Præcist som var han et barn.

Debatten varede dog ikke så længe, fordi da først han kom tilbage i stuen og hørte hvad vi talte om sagde han med en gennemslagskraft som ikke er så mange forundt:

”Jeg skal bo her til jeg skal bæres ud!”.

Når min far siger noget, så er det sådan det bliver. Sådan har det altid været, og selvom han er oppe i alderen ser det ikke ud til at ændre sig. Han ville blive boende hjemme, og det skulle vi unger ikke blande os i. Det har jeg selvfølgeligt fuld respekt for – men når nu han partout vil bo i sit eget hus ude midt på landet, så gælder det også om at få gjort hans hul ”alderdoms-venligt” med de nødvendige hjælpemidler. Det var han så heldigvis enig i.

Disse produkter købte jeg

Jeg startede med at fokusere på badeværelset. For både ældre og handicappede er badeværelset et forholdsvist ”farligt” rum at opholde sig i, og det er da heller ikke uden grund at det tit er dér kommunen kommer ind i billedet ved at stille en række hjælpemidler til rådighed. I min familie mangler vi dog ikke noget rent økonomisk set, så vi valgte at holde kommunen udenfor processen.

For at få noget inspiration til hvad der kunne være oplagt at købe fandt jeg en netbutik der sælger hjælpemidler til badeværelset. Efter at have læst lidt omkring mulighederne kom jeg frem til følgende produkter som jeg bestilte:

  • En skridsikker bademåtte til at ligge på gulvet i brusekabinen, så han ikke glider på det glatte gulv
  • En badestol, så han kan sidde ned mens han bader
  • Tre støttegreb til hhv. toilet, håndvask og brusekabine (et støttegreb er sådan nogle hvide ”håndtag” – jeg tror nok de også bliver kaldt støttehåndtag nogle steder)
  • En toiletforhøjer med armlæn, som sidder fastmonteret på selve toilettet i stedet for det normale toiletsæde

Alle tingene blev leveret dagen efter, og så var det bare at gå i gang. Jeg startede med toiletforhøjeren. Først skulle det gamle toiletsæde fjernes. Det gør du ved at løsne to møtrikker på undersiden, og derefter kan du trække det fri af kummen. Toiletforhøjeren har to ”pinde” der sættes ned i skruehullerne, og så sætter du møtrikkerne på nedefra. Det tog alt i alt under 10 minutter.

Derefter satte jeg de tre håndgreb/støttegreb op. Min fars badeværelse har klinker, som jeg blev nødt til at bore i. Der hvor jeg købte dem solgte de også et støttegreb med sugekopper, men det virkede ikke som nær så sikker en løsning. Sørg for at brug forholdsvist lange skruer, så grebet sidder godt fast i væggen på badeværelset.

Badestolen og bademåtten krævede ingen opsætning. Benene skulle lige sættes på badestolen, men det tog kun et øjeblik.

Det samlede regnskab

I overskriften skrev jeg 2.000 kroner – men herunder kan du se det samlede regnskab for de ting jeg købte:

tabel

Som du kan se er det altså ikke nogen voldsom udgift – og heller ikke noget som kræver en hel uges ferie for at få sat op. Faktisk har jeg fået blod på tanden, så det næste bliver nok at sætte dørtrinsramper op på alle hans dørtrin. Han har en rollator til indendørs brug, som bliver mere og mere uundværlig – men samtidigt bliver det sværere og sværere for ham at få den med rundt fra rum til rum i huset.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *